Ann Charlotte Nørremark er mor til tre, Cand.pæd. i pædagogisk antropologi og pt. på barsel
Verden synes at være blevet væsentligt mindre de seneste årtier. Blandt andet fordi nyheder fra hele verden ruller ind i vores stuer via TV, radio og internet. Børn som voksne forholder sig til naturkatastrofer på den anden side af jorden, krige, flygtningestrømme, klimaforandringer og epidemier rundt om i verden.
En af forskellene på nutidens børn og forældregeneration er en stærkt øget adgang til verden via skærme. Før internettets tid var det muligt at beskytte børn for billeder og informationer, fx ved at zappe væk fra Nyhederne på TV, når oplæseren sagde: ”Jeg skal advare om, at de næste billeder ikke er for børn”.
I dag før børn ofte automatisk præsenteret alverdens katastrofer, krige og konflikter på de sociale platforme, hvor de er tilstede. Har de nysgerrige spørgsmål, kan de selv google sig til flere billeder, film og reportager fra verdens brændpunkter.
Forældre skal tage ansvaret
Børn i dag kan (og skal) ikke skærmes fra at høre om alvorlige og skræmmende tilstande i verden. Det afgørende er dog, at de ikke oplever sig alene med deres bekymringer eller ubesvarede spørgsmål.
Forældres måde at reagere på kriser smitter af på børn. Derfor er det først og fremmest nødvendigt at forholde sig til sine egne bekymringer, følelser og handlinger. Dernæst er det vigtigt at tale med børn om det, de oplever.
Forudsætningen for at føre svære, men gode samtaler med børn, når de ser, hører og læser om kriser i verden, er den voksnes tid og nysgerrighed. Derudover er følgende råd gode at have med i overvejelserne.
1. Undgå lange forklaringer
Gode samtaler med børn er ikke nødvendigvis lange, forklarende informationsfulde snakke. Selvom man ønsker, at barnet ved mest muligt om verden, er det vigtigt at have øje for, hvad barnet egentligt evner at forstå.
Et ønske om at udvide barnets videns-horisont må ikke opveje det, at udvise nysgerrighed på at høre barnets side af sagen og forstå hvorfor netop dét spørgsmål er vigtigt lige nu.
Det større barn skal naturligvis have faktuelle svar på sine spørgsmål. Men når det drejer sig om f.eks. sygdom, krig og naturkatastrofer, er der ikke grund til at informere mere, end hvad barnet stiller sig tilfreds med at vide.
2. Vær nysgerrig og se det fra barnets perspektiv
Det er vigtigt at huske, at børn ikke har samme erfaringer, forståelse, viden, følelser og modenhed som voksne. Voksne må derfor kunne sætte sig i børnenes sted og anskue tingene i børneperspektiv. At afsætte god tid, lytte og være nysgerrig er de første skridt.
Diskuteres et alvorligt emne af de voksne omkring spisebordet, skal man huske at se det fra barnets perspektiv og udstråle at man, eller andre voksne, har styr på det.
Vær opmærksom på at inddrage spørgsmål i samtalen såsom: ”Hvad får dig til at tænke på det?”, ”Er det noget du bekymrer dig om?” og ”Hvad tror du, man kan gøre”?
For meget information eller information udelukkende på ”voksen-niveau” kan gøre børn bange, skabe bekymringer, frygt eller angst. Det er derfor vigtigt, at børn kan søge svar hos voksne, de har tillid til, som tager ansvar og har omsorg for barnet og de bekymringer, det kan have.
3. Vær konkret og konstruktiv
Er barnet bekymret, så spørg ind til hvad det konkret er bekymret for. Søg gerne flere informationer sammen med barnet, men hav fokus på løsninger; hvad gør fagfolk og hvad kan man selv gøre?
Børn har brug for voksne, der kan forholde sig konstruktivt til et givent emne. Kan man ikke selv løse problemet må man forklare, at der er andre voksne, som tager sig af det og er klar på at ”fikse” problemerne.
Vær konstruktiv ved at tage ansvar for det du kan tage ansvar for og inddrag barnet i børnehøjde. Ift. klimaet kan man sammen gå op i at samle og sortere affald, omhandler det sygdom kan man være omhyggelig med selv at undgå at smitte andre. At tage ansvar er også at følge eventuelle forholdsregler og tiltag.
På den måde kan barnet få en oplevelse af at bidrage og netop dét, har betydning for barnets selvværd, følelse af at have betydning og oplevelse af at være en del af et større fællesskab.
4. Tag højde for barnets alder, men vær faktuel – også over for de yngste
Der er naturligvis stor forskel på at tale med en femårig og en 12-årig om klima, krig og sygdom; det afgørende er at tale med barnet i et alderssvarende sprog, tempo og på et vidensniveau det kan forstå. Men vær gerne, uanset barnets alder, faktuel i samtalen.
Børn kan nemlig have en tendens til at fantasere sig til noget, der er værre end virkeligheden. Det er derfor ikke en løsning at fortie eller pakke sandheden ind. Det vigtigste er, at tale med barnet om det, som det ser og oplever og derefter tage hånd om de følelser, der fylder hos barnet.
5. Opsøg viden og fortæl de gode historier
Handling, viden og nye opfindelser har historisk set løst mange udfordringer. Brug derfor tid på at undersøge det nærmere, gerne sammen med barnet, og fortæl de gode historier.
6. Vær tilgængelig og vær med på sidelinjen
Børn påvirkes når voksne omkring dem er bekymrede og har i alle livets sammenhænge brug for, at de voksne træder til og hjælper. Ellers kan de blive utrygge, bange eller angste for eksempelvis klimaforandringer, naturkatastrofer eller sygdom.
Vær derfor med på sidelinjen ved at læse og se nyhedsmedierne sammen og tal om det i ser og hører. Kriser skal ikke negligeres, men man kan godt signalere alvor uden at skabe unødig bekymring.
Husk altid at vende tilbage og følge op på samtalerne. Vær nysgerrig og spørg hellere en gang for meget end for lidt: ”hvad tænker du om det?”, ”hvilke følelser fylder mest hos dig lige nu?” og ”hvad tænker du, vi kan gøre?”
HUSK at gode samtaler kræver øvelse og tager tid. Der er stor forskel på i hvor høj grad børn snakker og deler deres tanker. Det er derfor den voksnes ansvar at tage hul på samtalen og spørge ind – også selvom barnet måske virker upåvirket. ”Hvad tænker du egentligt om…?” er en god måde at ”tage temperaturen” på og signalere tilgængelighed.
Har børn en ”bekymrings-knude” i maven, går den ikke væk af sig selv. Men det hjælper at få tankerne ud af hovedet og vide, at der er voksne, som tager sig af det.
]]>
I vores familier er der utrolig meget godt at vinde ved at lære at lytte ordentligt til hinanden. Når vi føler os lyttet til, opstår relationel tryghed, og vi åbner os op og føler os værdsat. Når et andet menneske giver os udelt opmærksomhed, kan vi ofte pludselig bedre mærke os selv...
]]>
Lytter vi overhovedet?
De fleste mennesker kender tendensen til ikke rigtig at lytte efter i samtaler med andre. Måske fordi vi tænker på noget andet, men ofte også fordi vi konstant overvejer, hvad vi selv kan sige, så snart den, vi ”lytter” til, holder sin næste vejrtrækningspause. Og det, vi så siger, er ofte mere et udtryk for vores egne tanker og associationer, end at vi faktisk har lyttet til, hvad der blev sagt. Altså en grundlæggende egocentreret tilgang til samtalen frem for et ærligt ønske om at lytte og forstå.
Denne type samtaler giver typisk ikke den, der taler, en oplevelse af at blive hørt og forstået, men vækker en frustration – særligt når det er noget vigtigt, personen forsøger at kommunikere.
Faren for ikke at høre rigtig efter er måske ofte ekstra stor i vores familier, fordi vi ofte tænker, at vi jo kender hinandens tanker, følelser og motiver. Det er nemt at ende i fastlåste billeder af hinanden, og så forsvinder nysgerrigheden.
Nysgerrighed åbner os op
I vores familier er der utrolig meget godt at vinde ved at lære at lytte ordentligt til hinanden. Når vi føler os lyttet til, opstår relationel tryghed, og vi åbner os op og føler os værdsat. Når et andet menneske giver mig udelt opmærksomhed, kan jeg ofte pludselig bedre mærke mig selv. Alene det at få lov at fortælle giver mig nye perspektiver på mig selv. Nye indsigter og måske også følelser dukker op til overfladen. Måske ender vi med at opdage, at sagens kerne egentlig handler om noget helt andet, end vi forestillede os.
Hjerneforskningen peger på, at det tager vores hjerner mere end 45 sekunder at få fat i emner, som ikke er faktabaserede, men er af mere eksistentiel eller følelsesmæssig karakter. Når vi stiller nysgerrige spørgsmål, giver vi den, vi lytter til, tid til at få ordenligt fat i emnet og åbne det op.
Bryd vanen
En enkel måde at udfordre den dårlige vane med ikke rigtig at høre efter er at stille mindst to uddybende og nysgerrige spørgsmål, inden man begynder at kommentere på, hvad nogen siger. Altså at spørge dybere ind til det, som er blevet sagt, for at få en større forståelse for personens tanker, følelser og livsverden.
Hvilke nysgerrige spørgsmål, der er relevante, afhænger naturligvis af den konkrete situation, men kunne være spørgsmål som:
Det kræver ofte stålsat vilje at høre ordentligt efter, når andre siger noget. Men vores relationer og familier vokser, når det lykkes.
Måske er der en hemmelighed i, at mennesker er skabt med to ører og kun én mund.
]]>Når vi som voksne vedstår os vores følelser, giver vi børnene mulighed for at anerkende de samme følelser hos sig selv. Hvis far kan føle sig såret fordi en kollega sagde noget grimt, er det måske også okay, at jeg er såret over, hvad min klassekammerat sagde i går. Eller hvis mor ...
]]>Brug for en superhelt?
Det kan som forældre være fristende at tænke, at ens børn har brug for, at man som deres rollemodel altid er fattet og har styr på sit liv. At det er for utrygt for dem, hvis de skal opdage, at man ikke altid er klippefast, og at alle problemer ikke bare preller af. Den nærliggende tanke kan være, at børnene kommer bedst ud i livet ved at have en forestilling om, at når mor og far kan klare alting, kan jeg nok også.
Men er det nu også en rigtig antagelse? Kan det ikke nærmere give børnene i bedste fald en illusion om livet og i værste fald en oplevelse af ikke selv at kunne leve op til mor og fars standard, med den skam der nu følger med det?
Giv et forsigtigt indblik
Naturligvis skal man som forældre ikke lukke ens børn ind i alle de ting, man oplever udfordrer. Der må aldrig opstå den dynamik, at børnene oplever sig som mors eller fars fortrolige, da det let vækker en skyld- og ansvarsfølelse, som barnet ikke skal bære. Børn skal heller ikke opleve deres forældre fortvivlede eller magtesløse, da det vækker usikkerhed omkring, hvorvidt forældrene kan tage vare på dem. Børn må altså ikke tages med dybt ind i vores indre processer, og er man i tvivl, er det bedst at lade være at sige noget.
Alligevel kan vores børn lære noget vigtigt om livet, ved at vi ikke spiller usårlige superhelte, men godt vil vedstå, at vi kan være trætte, vrede, skamfulde eller kede af det fra tid til anden. De fleste børn vil i forvejen have fornemmet intuitivt, at vi går med noget på indersiden, og det kan være befriende for dem at få en forklaring. Så slipper de også for at bekymre sig om, hvorvidt vores sindstilstand er deres skyld.
At kunne rumme sig selv
Når vi som voksne vedstår os vores følelser, giver vi børnene mulighed for at anerkende de samme følelser hos sig selv. Hvis far kan føle sig såret, fordi en kollega sagde noget grimt, er det måske også okay, at jeg er såret over, hvad min klassekammerat sagde i går. Eller hvis mor fortæller, at hun var virkelig ked af det i lang tid, da mormor døde, oplever barnet, at livet ikke er uden bump, men at man kan rejse sig igen.
Børnene lærer at kunne rumme deres egen skam, vrede, frustration osv., hvis de oplever, at vi som forældre kan rumme vores egen på en konstruktiv måde. Hvis de ser, at vi tør være ærlige om ting, som udfordrer, opøves deres evne til give og modtage empati fra mennesker omkring dem.
Ægte rollemodel
At være en troværdig rollemodel for sine børn handler om at være ærlig omkring, at der er ting i livet, som udfordrer, presser og sårer, men også at vise, at man kan arbejde med disse ting og komme videre.
Tør du give dine børn et (forsigtigt) indblik i, at du ikke er en superhelt, hvor alting preller af? At en del af det at være menneske er at møde ting, som påvirker og sårer os?
]]>
En af hemmelighederne bag den virkelig gode kvalitetstid er, at den er afhængig af kvantitetstid. At vi i det daglige har en fornuftig mængde tid sammen og ikke ender med at leve parallelle liv, hvor vi hverken fysisk eller mentalt er i samme rum...
]]>
Attraktivt, men ikke altid nemt
Ordet ’kvalitetstid’ har i en årrække været et buzzord. Ordet er måske nok svært at definere, men det lyder godt og er noget, de fleste familier længes og sigter efter. I en travl hverdag, hvor familiens medlemmer hver især er engageret i mange forskellige ting, tænker vi ofte, at i weekenden eller på ferien skal vi indhente de relationelle forsømmelser ved at have noget kvalitetstid sammen.
Udfordringen er, at kvalitetstid ikke umiddelbart er helt så nemt at planlægge, som vi nogle gange tror. Naturligvis kan vi forsøge at skabe selve rummet for den gennem prioriteringer, men ofte viser det sig, at det ikke føles helt så kvalitetsagtigt, som vi håbede. Vi ender måske med en frustration over modsatrettede forventninger, uløste uoverensstemmelser bobler op, eller det er svært at være helt til stede mentalt samtidig. Den afsatte kvalitetstid opleves ikke altid så forløsende, som vi gik og forestillede os.
Kvalitetstid er afhængig af noget andet
En af hemmelighederne bag den virkelig gode kvalitetstid, hvor nærværet indfinder sig, er, at den er afhængig af kvantitetstid. At vi i det daglige har en fornuftig mængde tid sammen og ikke ender med at leve parallelle liv, hvor vi hverken fysisk eller mentalt er i samme rum. Hvor hjemmet i det daglige bliver en banegård for vores individuelle (online)liv og ikke en base for det, vi har til fælles, nemlig at få en hverdag til at fungere som en familieenhed.
Hvis ikke vi har en fornuftig mængde tid sammen midt i hverdagen, er der ofte alt for meget på spil, når vi har sat tid af til kvalitetstid. Den skal simpelthen opfylde for meget, og accelerationen i nærvær fra 0 til 100 fungerer ikke altid.
Den spontane kvalitetstid
De fleste forældre vil kende til, at børns dybe spørgsmål og tanker dukker op til overfladen spontant og ikke lige, når vi har skemalagt kvalitetstid. Når vi har længere tid sammen, kan vi fornemme de små signaler og kommentarer, som afslører, hvad der foregår på indersiden. Det kan være den lille kommentar på gåturen til dagligvarebutikken: ”Jeg blev for øvrigt lidt ked af det henne i skolen i dag…”
Sagen er, at vi ikke kun giver hinanden nærvær og opdager nye sider af hinandens livsverden, når vi har den officielle kvalitetstid. I kvantitetstiden sker der en masse ”tavs” udveksling og styrkelse af vores relation. Kærlighed, tillid og respekt bygges ofte op gennem de små ting, som opstår i øjeblikket. Alt sammen noget som gør, at når den officielle kvalitetstid endelig er skemalagt, skal vi ikke først til at ”finde” hinanden relationelt, men kan i stedet ”høste” af den kvantitetstid, vi har haft sammen.
Hvis vi ikke har rigeligt med kvantitetstid sammen i familien, vil der være en masse ting, som vi enten ikke opdager, eller som vi og vores børn aldrig får sagt. Hvis vi ender med at leve parallelt og ikke sammen, afliver hverdagens travlhed og mange skærme nemt mange af chancerne for kvalitetstid – både den spontane og den skemalagte.
Udvid kvantitetstiden
Kvantitetstid kan være, at vi udfører hverdagens almindelige rutiner sammen. Fx at vi laver mad sammen eller rydder op sammen. Eller går i haven sammen eller tager på indkøb. Lapper cykel sammen, gør rent sammen, motionerer sammen. Altså de små ting, som alligevel optager meget af vores hverdag. Men i stedet for at udføre hver vores, forsøger vi at gøre det sammen, så vi ender med et fornuftigt kvantum af tid sammen.
Savner vi mere og bedre kvalitetstid i vores familier, er det derfor en god idé at begynde med at se på, hvordan vi kan få mere kvantitetstid sammen. Lykkes det, er chancerne for succes med den spontane eller skemalagte kvalitetstid væsentligt større.
Et godt sted at begynde er at spørge sig selv som forælder:
Måske skal der så kæmpes lidt for nye rutiner i starten, men på den lange bane giver det os et godt grundlag for meget mere kvalitetstid.
]]>