Børn og kriser

Gode råd til den svære, men gode samtale med børn om kriser i verden

Ann Charlotte Nørremark er mor til tre, Cand.pæd. i pædagogisk antropologi og pt. på barsel

Verden synes at være blevet væsentligt mindre de seneste årtier. Blandt andet fordi nyheder fra hele verden ruller ind i vores stuer via TV, radio og internet. Børn som voksne forholder sig til naturkatastrofer på den anden side af jorden, krige, flygtningestrømme, klimaforandringer og epidemier rundt om i verden.

En af forskellene på nutidens børn og forældregeneration er en stærkt øget adgang til verden via skærme. Før internettets tid var det muligt at beskytte børn for billeder og informationer, fx ved at zappe væk fra Nyhederne på TV, når oplæseren sagde: ”Jeg skal advare om, at de næste billeder ikke er for børn”.

I dag før børn ofte automatisk præsenteret alverdens katastrofer, krige og konflikter på de sociale platforme, hvor de er tilstede. Har de nysgerrige spørgsmål, kan de selv google sig til flere billeder, film og reportager fra verdens brændpunkter.

Forældre skal tage ansvaret

Børn i dag kan (og skal) ikke skærmes fra at høre om alvorlige og skræmmende tilstande i verden. Det afgørende er dog, at de ikke oplever sig alene med deres bekymringer eller ubesvarede spørgsmål.

Forældres måde at reagere på kriser smitter af på børn. Derfor er det først og fremmest nødvendigt at forholde sig til sine egne bekymringer, følelser og handlinger. Dernæst er det vigtigt at tale med børn om det, de oplever.

Forudsætningen for at føre svære, men gode samtaler med børn, når de ser, hører og læser om kriser i verden, er den voksnes tid og nysgerrighed. Derudover er følgende råd gode at have med i overvejelserne.
 

1. Undgå lange forklaringer

Gode samtaler med børn er ikke nødvendigvis lange, forklarende informationsfulde snakke. Selvom man ønsker, at barnet ved mest muligt om verden, er det vigtigt at have øje for, hvad barnet egentligt evner at forstå.

Et ønske om at udvide barnets videns-horisont må ikke opveje det, at udvise nysgerrighed på at høre barnets side af sagen og forstå hvorfor netop dét spørgsmål er vigtigt lige nu.

Det større barn skal naturligvis have faktuelle svar på sine spørgsmål. Men når det drejer sig om f.eks. sygdom, krig og naturkatastrofer, er der ikke grund til at informere mere, end hvad barnet stiller sig tilfreds med at vide.

2. Vær nysgerrig og se det fra barnets perspektiv

Det er vigtigt at huske, at børn ikke har samme erfaringer, forståelse, viden, følelser og modenhed som voksne. Voksne må derfor kunne sætte sig i børnenes sted og anskue tingene i børneperspektiv. At afsætte god tid, lytte og være nysgerrig er de første skridt.

Diskuteres et alvorligt emne af de voksne omkring spisebordet, skal man huske at se det fra barnets perspektiv og udstråle at man, eller andre voksne, har styr på det.

Vær opmærksom på at inddrage spørgsmål i samtalen såsom: ”Hvad får dig til at tænke på det?”, ”Er det noget du bekymrer dig om?” og ”Hvad tror du, man kan gøre”?

For meget information eller information udelukkende på ”voksen-niveau” kan gøre børn bange, skabe bekymringer, frygt eller angst. Det er derfor vigtigt, at børn kan søge svar hos voksne, de har tillid til, som tager ansvar og har omsorg for barnet og de bekymringer, det kan have.

3. Vær konkret og konstruktiv

Er barnet bekymret, så spørg ind til hvad det konkret er bekymret for. Søg gerne flere informationer sammen med barnet, men hav fokus på løsninger; hvad gør fagfolk og hvad kan man selv gøre?

Børn har brug for voksne, der kan forholde sig konstruktivt til et givent emne. Kan man ikke selv løse problemet må man forklare, at der er andre voksne, som tager sig af det og er klar på at ”fikse” problemerne.

Vær konstruktiv ved at tage ansvar for det du kan tage ansvar for og inddrag barnet i børnehøjde. Ift. klimaet kan man sammen gå op i at samle og sortere affald, omhandler det sygdom kan man være omhyggelig med selv at undgå at smitte andre. At tage ansvar er også at følge eventuelle forholdsregler og tiltag.

På den måde kan barnet få en oplevelse af at bidrage og netop dét, har betydning for barnets selvværd, følelse af at have betydning og oplevelse af at være en del af et større fællesskab.

4. Tag højde for barnets alder, men vær faktuel – også over for de yngste

Der er naturligvis stor forskel på at tale med en femårig og en 12-årig om klima, krig og sygdom; det afgørende er at tale med barnet i et alderssvarende sprog, tempo og på et vidensniveau det kan forstå. Men vær gerne, uanset barnets alder, faktuel i samtalen.

Børn kan nemlig have en tendens til at fantasere sig til noget, der er værre end virkeligheden. Det er derfor ikke en løsning at fortie eller pakke sandheden ind. Det vigtigste er, at tale med barnet om det, som det ser og oplever og derefter tage hånd om de følelser, der fylder hos barnet.

5. Opsøg viden og fortæl de gode historier

Handling, viden og nye opfindelser har historisk set løst mange udfordringer. Brug derfor tid på at undersøge det nærmere, gerne sammen med barnet, og fortæl de gode historier.

6. Vær tilgængelig og vær med på sidelinjen

Børn påvirkes når voksne omkring dem er bekymrede og har i alle livets sammenhænge brug for, at de voksne træder til og hjælper. Ellers kan de blive utrygge, bange eller angste for eksempelvis klimaforandringer, naturkatastrofer eller sygdom.

Vær derfor med på sidelinjen ved at læse og se nyhedsmedierne sammen og tal om det i ser og hører. Kriser skal ikke negligeres, men man kan godt signalere alvor uden at skabe unødig bekymring.

Husk altid at vende tilbage og følge op på samtalerne. Vær nysgerrig og spørg hellere en gang for meget end for lidt: ”hvad tænker du om det?”, ”hvilke følelser fylder mest hos dig lige nu?” og ”hvad tænker du, vi kan gøre?”

HUSK at gode samtaler kræver øvelse og tager tid. Der er stor forskel på i hvor høj grad børn snakker og deler deres tanker. Det er derfor den voksnes ansvar at tage hul på samtalen og spørge ind – også selvom barnet måske virker upåvirket. ”Hvad tænker du egentligt om…?” er en god måde at ”tage temperaturen” på og signalere tilgængelighed.

Har børn en ”bekymrings-knude” i maven, går den ikke væk af sig selv. Men det hjælper at få tankerne ud af hovedet og vide, at der er voksne, som tager sig af det.