Kvantitetstid giver kvalitetstid
Attraktivt, men ikke altid nemt
Ordet ’kvalitetstid’ har i en årrække været et buzzord. Ordet er måske nok svært at definere, men det lyder godt og er noget, de fleste familier længes og sigter efter. I en travl hverdag, hvor familiens medlemmer hver især er engageret i mange forskellige ting, tænker vi ofte, at i weekenden eller på ferien skal vi indhente de relationelle forsømmelser ved at have noget kvalitetstid sammen.
Udfordringen er, at kvalitetstid ikke umiddelbart er helt så nemt at planlægge, som vi nogle gange tror. Naturligvis kan vi forsøge at skabe selve rummet for den gennem prioriteringer, men ofte viser det sig, at det ikke føles helt så kvalitetsagtigt, som vi håbede. Vi ender måske med en frustration over modsatrettede forventninger, uløste uoverensstemmelser bobler op, eller det er svært at være helt til stede mentalt samtidig. Den afsatte kvalitetstid opleves ikke altid så forløsende, som vi gik og forestillede os.
Kvalitetstid er afhængig af noget andet
En af hemmelighederne bag den virkelig gode kvalitetstid, hvor nærværet indfinder sig, er, at den er afhængig af kvantitetstid. At vi i det daglige har en fornuftig mængde tid sammen og ikke ender med at leve parallelle liv, hvor vi hverken fysisk eller mentalt er i samme rum. Hvor hjemmet i det daglige bliver en banegård for vores individuelle (online)liv og ikke en base for det, vi har til fælles, nemlig at få en hverdag til at fungere som en familieenhed.
Hvis ikke vi har en fornuftig mængde tid sammen midt i hverdagen, er der ofte alt for meget på spil, når vi har sat tid af til kvalitetstid. Den skal simpelthen opfylde for meget, og accelerationen i nærvær fra 0 til 100 fungerer ikke altid.
Den spontane kvalitetstid
De fleste forældre vil kende til, at børns dybe spørgsmål og tanker dukker op til overfladen spontant og ikke lige, når vi har skemalagt kvalitetstid. Når vi har længere tid sammen, kan vi fornemme de små signaler og kommentarer, som afslører, hvad der foregår på indersiden. Det kan være den lille kommentar på gåturen til dagligvarebutikken: ”Jeg blev for øvrigt lidt ked af det henne i skolen i dag…”
Sagen er, at vi ikke kun giver hinanden nærvær og opdager nye sider af hinandens livsverden, når vi har den officielle kvalitetstid. I kvantitetstiden sker der en masse ”tavs” udveksling og styrkelse af vores relation. Kærlighed, tillid og respekt bygges ofte op gennem de små ting, som opstår i øjeblikket. Alt sammen noget som gør, at når den officielle kvalitetstid endelig er skemalagt, skal vi ikke først til at ”finde” hinanden relationelt, men kan i stedet ”høste” af den kvantitetstid, vi har haft sammen.
Hvis vi ikke har rigeligt med kvantitetstid sammen i familien, vil der være en masse ting, som vi enten ikke opdager, eller som vi og vores børn aldrig får sagt. Hvis vi ender med at leve parallelt og ikke sammen, afliver hverdagens travlhed og mange skærme nemt mange af chancerne for kvalitetstid – både den spontane og den skemalagte.
Udvid kvantitetstiden
Kvantitetstid kan være, at vi udfører hverdagens almindelige rutiner sammen. Fx at vi laver mad sammen eller rydder op sammen. Eller går i haven sammen eller tager på indkøb. Lapper cykel sammen, gør rent sammen, motionerer sammen. Altså de små ting, som alligevel optager meget af vores hverdag. Men i stedet for at udføre hver vores, forsøger vi at gøre det sammen, så vi ender med et fornuftigt kvantum af tid sammen.
Savner vi mere og bedre kvalitetstid i vores familier, er det derfor en god idé at begynde med at se på, hvordan vi kan få mere kvantitetstid sammen. Lykkes det, er chancerne for succes med den spontane eller skemalagte kvalitetstid væsentligt større.
Et godt sted at begynde er at spørge sig selv som forælder:
- Hvilke af de ugentlige rutiner kan jeg invitere mine børn med ind i?
- Hvad kan vi begynde at gøre sammen, som vi lige nu gør hver for sig?
Måske skal der så kæmpes lidt for nye rutiner i starten, men på den lange bane giver det os et godt grundlag for meget mere kvalitetstid.